Første del: Kongen i kælderen
Aalholm var i de år ikke bare en borg. Det var et forhandlingsbord.
I 1362 sad Valdemar Atterdag her med Albrecht af Mecklenburg, en tysk hertug med ambitioner så store som hans skæg, og de to delte Norden op mellem sig som to mænd, der skærer en kage. Hvem skulle have hvad i Sverige, hvor grænsen gik, hvem der skulle giftes med hvem. Aalholms riddersal må have hørt mere højpolitik i de år end noget andet rum i Danmark.
Fire år senere, i juli 1366, sad Valdemar her igen. Denne gang indgik han et hemmeligt forbund med hertug Albrecht – rettet mod sin egen svigersøn, Håkon af Norge. Forbundet fik navn efter stedet: Ålholm-traktaten. Det er en af de få gange, en dansk borg har lagt navn til storpolitik, og det skete i en aftale, som kongens egen datter formentlig ikke skulle vide noget om.
Familiemiddage i middelalderen var ikke for sarte sjæle.
Men Valdemar var ikke uovervindelig. I 1368 rejste hansestæderne, holstenerne, Sverige og Mecklenburg sig imod ham på én gang, og kongen måtte flygte ud af landet. Han efterlod sine borge til deres lensmænd og sit rige til Gud.
På Aalholm sad en mand ved navn Kersten Kule.
Kilder til dette kapitel
← 1342–1360 – Atterdag | Indhold | 1368 – Manden der talte →